Your browser is not supportet, please upgrade








                                                                                               Danionics A/S
                                                                                               Ny Vestergade 13, 2. sal
                                                                                               DK-1471 København K
                                                                                               Telefon: (+45) 70 23 81 30
                                                                                               Telefax: (+45) 33 93 40 18
                                                                                               E-mail: investor@danionics.dk
                                                                                               Website: www.danionics.dk
                                                                                               CVR: DK-71 06 47 19


Fondsbørsmeddelelse nr. 8/2003

Forløb af ordinær general forsamling i Danionics 27. maj 2003

År 2003, den 27. maj, kl. 16.30, afholdtes ordinær generalforsamling i Danionics A/S, CVR-nr. 71 06 47 19, på selskabets adresse Sivlandvænget 3, 5620 Odense S.

Bestyrelsesformand Karsten Borch bød velkommen og oplyste, at advokat Eric Korre Horten i overensstemmelse med vedtægternes § 11 var udpeget til at lede generalforsamlingen som dirigent.

Dirigenten oplyste, at der havde været udsendt indkaldelser af Nordea Bank Danmark A/S, Issuer Services, den 30. april 2003. Endvidere havde indkaldelse til generalforsamlingen været annonceret gennem Københavns Fondsbørs den 5. maj 2003 og i

- Dagbladet Børsen den 30. april 2003 samt
- Statstidende den 30. april 2003.

Dirigenten konstaterede med generalforsamlingens enstemmige tilslutning, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Bestyrelsesformanden, Karsten Borch, opsummerede en række af de forhold, som er nævnt i selskabets årsrapport.

Selskabets væsentligste problem er, at det ikke har fået ordrer nok. Det skyldes dels afmatningen i verdensøkonomien, dels at PDA-markedet ikke har vist den forventede styrke, samt den faldende dollarkurs. Danionics har sikret sig for 2003, men på langt sigt kan en faldende dollarkurs genere.

Selskabet er i dialog med to store asiatiske koncerner om et evt. samarbejde indenfor salg, distribution og produktion. Der vil endvidere søges samarbejde med en række pack-huse i Asien, for at udføre montage af batteri i batterikassette med tilhørende elektronik, for at sikre at disse løn-tunge arbejdsopgaver udføres i et lavtlønsområde, tæt ved produktionen af de færdige produkter og i en USD-baseret økonomi,

Selskabets salgsorganisation vil blive ændret, så dele af organisationen skal udstationeres til Asien.

2002 var et utilfredsstillende år, og 2003 bliver også tabsgivende. Selskabet har gode muligheder for at finde samarbejdspartnere og har tilstrækkeligt med penge i kassen til at sikre den kommende udvikling.

Dirigenten fremhævede revisionspåtegningen på side 28 i årsrapporten, hvoraf fremgår, at revisionen ikke har givet anledning til forbehold.

Dirigenten fremhævede, at der er stillet forslag om at overføre årets resultat til næste år.

Dirigenten konstaterede herefter, at generalforsamlingen enstemmigt og med samtlige stemmer godkendte resultat og status samt beslutning om decharge for bestyrelse og direktion og forslaget om at overføre årets resultat til næste år.

Pkt. 5: Bemyndigelse til bestyrelsen til køb af selskabets egne aktier - højst 10%.
Herefter gik dirigenten over til pkt. 5 på dagsordenen, bemyndigelse til bestyrelsen til, at selskabet fra tid til anden i et tidsrum af 15 måneder efter den ordinære generalforsamling kan erhverve indtil 10% af selskabets egne aktier til den til enhver tid gældende børskurs +/- 10%.

Bestyrelsen havde foreslået følgende bemyndigelse: "Bestyrelsen bemyndiges til på selskabets vegne fra tid til anden at erhverve egne aktier op til en pålydende værdi af 10% af aktiekapitalen. Aktierne skal erhverves til den til enhver tid gældende børskurs +/- 10%. Bemyndigelsen er gældende i 15 måneder fra generalforsamlingens vedtagelse."

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen enstemmigt og med alle tilstedeværendes stemmer vedtog forslaget.

Pkt. 6: Valg af bestyrelsesmedlemmer.
2 af de 7 medlemmer fratræder i år som planlagt, og Karsten Borch takkede Bjørn Meier og Arne Gillin for en virkelig god indsats over mange år. Bestyrelsen foreslår ikke valg af nye medlemmer, fordi bestyrelsen var for stor og skulle reduceres. Bestyrelsen havde foreslået genvalg af de nuværende bestyrelsesmedlemmer: Karsten Borch, Erik G. Hansen, Andrew Holmes, Birger Riisager og Christian F. Tillisch.

Dirigenten redegjorde for, at der forud for valg af bestyrelse skal gives oplysninger om bestyrelsesmedlemmernes øvrige ledelseshverv i andre danske aktieselskaber i overensstemmelse med bestemmelserne i aktieselskabslovens § 49, stk. 6. Dirigenten henviste i den forbindelse til årsrapportens side 29, hvoraf fremgår de nuværende bestyrelsesmedlemmers ledelseshverv.

Dirigenten bemærkede herefter, at de fem øvrige nuværende bestyrelsesmedlemmer foreslås genvalgt.
Dirigenten konstaterede herefter, at der ikke var andre forslag, og at generalforsamlingen enstemmigt og med alle tilstedeværende stemmer havde vedtaget forslaget.

Pkt. 7: Valg af revisorer.
Herefter gik dirigenten over til pkt. 7 på dagsordenen - valg af to revisorer. Dirigenten oplyste, at bestyrelsen foreslog genvalg af Deloitte & Touche samt KPMG C. Jespersen Statsautoriserede Revisorer.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen enstemmigt og med alle tilstedeværende stemmer havde vedtaget forslaget.

Pkt. 8: Forslag.
Dirigenten oplyste, at bestyrelsen foreslår selskabets vedtægter ajourført for at bringe dem i overensstemmelse med den nye årsregnskabslov. De fuldstændige forslag har været fremlagt på selskabets kontor til eftersyn siden den 19. maj 2003 og er fremsendt til de navnenoterede aktionærer, der har fremsat begæring herom – alt i overensstemmelse med vedtægternes § 8.2.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen enstemmigt og med alle tilstedeværende stemmer havde vedtaget forslaget.

---ooOoo---

Da dagsordenen herefter var udtømt, konstaterede dirigenten, at generalforsamlingen hermed var tilendebragt.


Som dirigent:

(Eric Korre Horten)


Med venlig hilsen
Danionics A/S


 

Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Niels Kryger Andersen, telefon (+45) 65 91 81 30
Økonomidirektør Henrik Langebæk (Investor Relations), telefon (+45) 65 91 81 30


 



Til øvrige fondsbørsmeddelelser
Danionics A/S, c/o DAHL Advokatfirma, Dr. Tværgade 9, 1., DK-1302 København K, Tel: +45 88 91 98 70 copyright © Danionics 2012