![]() |
Danionics A/S
Ny Vestergade 13, 2. sal
DK-1471 København K
Telefon: (+45) 70 23 81 30
Telefax: (+45) 33 93 40 18
E-mail: investor@danionics.dk
Website: www.danionics.dk
CVR: DK-71 06 47 19
Fondsbørsmeddelelse nr. 10/2006
Regnskabsmeddelelse pr. 30. juni 2006
Den 17. august 2006 meddelte Danionics Asia, at selskabet havde indgået aftale om leverance af batterier til en stor international virksomhed.
Dette repræsenterer en vigtig milepæl for Danionics Asia. Selskabets nyligt udviklede små batterier er blevet testet og godkendt, produktion er påbegyndt og forretningen vil være overskudsgivende i løbet af 2007, hvis kravene i den nye aftale imødekommes.
Kunden er en af de globale ledere i det hastigt voksende marked for Bluetooth-produkter.
Aftalen er en 3-årig rammeaftale, som omfatter leverance af 6 millioner batterier i løbet af 2007 efter en optrapning i løbet af den resterende del af 2006. 2007 produktionen vil belægge mellem 40% og 50% af kapaciteten i fabrikken i Shenzhen.
De 6 millioner batterier er kun en relativ lille del af kundens samlede forbrug af batterier.
I den nærmeste fremtid er den vigtigste udfordring at holde den meget høje kvalitet af Danionics’ batterier stabil under optrapningen og at tilfredsstille kundens krævende specifikation. Alle kræfter koncentreres nu herom.
Det nuværende break-even niveau for fabrikken er mellem 400.000 og 500.000 batterier om måneden. Der skulle derfor kunne opnås break-even i løbet af første halvdel af 2007, overskud umiddelbart derefter, stigende som leverancer til yderligere kunder starter.
Gennem de seneste 10 måneder har Danionics Asia været i forbindelse med mange potentielle kunder. Mere end 20 tester i øjeblikket prøvebatterier fra fabrikken og der er igangværende forhandlinger med flere kunder om yderligere ordrer på batterier. Målet er inden udgangen af i år at indgå leveringsaftaler med et par kunder på den resterende del af kapaciteten i Shenzhen.
Dette afslutter fase 2 af rekonstruktionen af Danionics Asia og den sidste tilbageværende fase vil blive igangsat i denne måned.
Med baggrund i det opnåede fremskridt i joint venturet vil Danionics A/S i løbet af efteråret, via en begrænset emission, rejse yderligere kapital, så selskabet kan tilbagekøbe de solgte aktier og tilbagebetale lån, som beskrevet på den ordinære generalforsamling den 21. april 2006, og investere i fabrikken for at sikre øget kapacitet, fortsat høj kvalitet og yderligere udvikling af virksomhedens teknologier.
Der vil, som tidligere omtalt, blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling for at få aktionærernes godkendelse når de endelige planer er klar.
Drift
Resultatet for første halvår 2006 udviser et overskud på TDKK 2.508, hvilket inkluderer regnskabsmæssig avance ved afhændelse af selskabets leasede fabriksejendom i Odense. Resultatet for samme periode sidste år var et underskud på TDKK 4.016.
Produktionsomkostningerne udgjorde TDKK 236, og omfatter afskrivninger på ejendommen i første kvartal. Andre driftsindtægter består af indtægt ved fremleje af ejendommen og avancen fra salget af ejendommen. Administrationsomkostningerne udgjorde TDKK 939, og omfatter udgifter til at varetage interesserne i joint venturet samt generelle administrative omkostninger, der afholdes i forbindelse med selskabets egenskab af børsnoteret selskab.
I første halvår 2005 blev ydet lånekapital til joint venturet i Kina på TDKK 1.782, som blev nedskrevet fuldt ud via resultatopgørelsen. Der er ikke ydet lån i første halvår 2006.
Balance
Balancesummen udgør TDKK 4.292 pr. 30. juni 2006. Balancesummen er i 2006 reduceret med TDKK ca. 20.000 som følge af afhændelsen af produktionsejendommen og afviklingen af leasingforpligtelsen. Aktiverne består herefter af finansielle anlægsaktiver på TDKK 534, tilgodehavender på TDKK 573 og likvide beholdninger på TDKK 3.185.
Passiverne omfatter egenkapitalen på TDKK 3.406 samt øvrige gældsforpligtelser på TDKK 886.
Forventninger til 2006
Resultatet for 2006 forventes at blive et overskud i størrelsesordenen DKK 1 million. Omkostninger til at rejse ny kapital samt for de regnskabsmæssige konsekvenser ved eventuelt tilbagekøb af aktier er ikke inkluderet.
Med venlig hilsen
Danionics A/S
Yderligere information:
Da adm. direktør Henning O. Jensen er fraværende, bedes henvendelser rettet til:
Karsten Borch, bestyrelsesformand
Tlf. +45 70 23 81 30
