![]() |
Danionics A/S
Ny Vestergade 13, 2. sal
DK-1471 København K
Telefon: (+45) 70 23 81 30
Telefax: (+45) 33 93 40 18
E-mail: investor@danionics.dk
Website: www.danionics.dk
CVR: DK-71 06 47 19
Fondsbørsmeddelelse nr. 5/2007
Regnskabsmeddelelse pr. 31. marts 2007
Bestyrelsen for Danionics A/S har i dag godkendt regnskabet for 1. kvartal 2007. Regnskabet er urevideret og aflagt efter samme principper som årsrapporten for 2006 og kvartalsregnskabet for 1. kvartal 2006.
Resultaterne i 1. kvartal
Danionics fik i 1. kvartal som ventet et underskud på DKK 0,4 mio. mod et underskud på godt DKK 0,6 mio. i samme periode sidste år. Forbedringen skyldes dels, at Selskabet ikke længere er belastet af udgifter til fabriksejendommen i Odense, som blev solgt sidste år. Dels at Danionics i år haft renteindtægter på ca. DKK 0,3 mio. på en del af provenuet fra kapitaltilførslen i december 2006, mens de finansielle poster i samme periode sidste år gav et underskud. De likvide beholdninger udgjorde ved udgangen af kvartalet DKK 28,3 mio. mod DKK 3,1 mio. ved udgangen af 1. kvartal 2006.
Kapitalandelen i Joint-Venturet Danionics Asia er bogført til DKK 29,3 mio. mod 0 ved udgangen af 1. kvartal 2006. De DKK 29,3 mio. var Danionics’ samlede udgift til i december 2006 at genetablere 50% ejerandelen i Joint-Venturet og tilføre det yderligere driftskapital. Danionics har i 2004 og 2005 nedskrevet værdien af sin kapitalandel i Joint-Venturet og lån ydet til dette fra i alt DKK 64,9 mio. til 0, og denne værdiansættelse af de tidligere investeringer er af forsigtighedsgrunde opretholdt.
Aktionæroverenskomsten mellem Danionics og partneren GP Batteries vedrørende Danionics Asia er som tidligere oplyst opdateret, og Danionics’ bestyrelsesmedlem Frank Gad er indtrådt i bestyrelsen for Joint Venturet. Herefter har både Danionics og GP Batteries udpeget 2 medlemmer af bestyrelsen.
Joint-Venturets drift
Danionics Asia har siden november 2006 leveret batterier til 8 kunder fra Taiwan, Kina, Korea og USA. De gennemsnitlige mængder pr. kunde er indtil videre relativt små og afventer, at kundernes produkter for alvor slår igennem kommercielt. Det er foreløbig kun sket for en taiwanesisk kunde.
I sidste uge modtog Danionics Asia en ny ordre fra en amerikansk virksomhed, for hvem Danionics Asia har udviklet et papirtyndt (0,7 mm) batteri til et nyt og ganske revolutionerende produkt. Den amerikanske virksomhed har i første omgang givet en ordre på 100.000 batterier, som Danionics Asia forventer at producere og levere i løbet af de næste fire måneder. Ordren blev vundet i skarp konkurrence.
Interessen fra potentielle kunder, som bearbejdes af GP Batteries internationale salgsstyrke, er stigende. Der er kontakt til 21 potentielle kunder, og Danionics Asia leverede alene i marts 30 prøver på forskellige batterimodeller.
Som tidligere meddelt indgik Danionics Asia i august 2006 en 3-årig rammekontrakt med en stor producent af Bluetooth-produkter. I november 2006 fik Danionics Asia den første leverance under rammekontrakten, men forløbet udviklede sig uheldigt, da nogle af delene fra en tredjepart var behæftet med fejl, som forsinkede lanceringen, og efterfølgende fik kundens produkt ikke succes på markedet. I marts 2007 bekræftede kunden og Danionics Asia den gensidige interesse i at fortsætte samarbejdet, og Danionics Asia udarbejder nu tilbud på 4 nye batterier til kunden. Hvis vilkårene accepteres, vil Danionics Asia producere prøvebatterier, som skal gennemgå sædvanlige tests hos kunden. Danionics Asia håber dermed at kvalificere sig til nye ordrer, som kan produceres fra 3. kvartal 2007.
De manglende leveringer under rammekontrakten betyder som tidligere meddelt, at Joint-Venturet ikke vil opnå et break-even resultat i indeværende år.
Målet for Danionics Asia er at opbygge en kundeportefølje, som kan aftage ca. 500.000 batterier hver måned. Det er de mængder, som fabrikken i Shenzhen på nuværende tidspunkt er kalibreret til at fremstille. For at få de volumener fokuserer Danionics Asia især på markedet for små batterier til Bluetooth-produkter, hvor der ventes særlig høj vækst, og på de attraktive nichemarkeder for batterier til elektroniske ID-kort og Smart Cards etc.
Forventninger til 2007
Danionics’ forventninger til 2007 er uændrede fra årsrapporten, der blev fremlagt 23. marts 2007: Selskabets indtægter vil i 2007 udelukkende bestå af renteindtægter fra den likvide beholdning. Der vil ikke være finansielle udgifter, da selskabet er uden rentebærende gæld. Udgifterne vil være begrænset til administrationsomkostninger i niveauet DKK 2,5-3,5 mio. Samlet forventes derfor et underskud i niveauet DKK 2-3 mio. før indregning af andel af årets resultat i Danionics Asia. Det forventes, at Selskabet skal tilføre Danionics Asia yderligere drifts- og vækstkapital i 2007. Danionics Asia forventes ikke at bidrage positivt til Danionics’ resultater i 2007 – hverken med udbytter eller tilbagebetaling af lån.
Forsinkelsen i ordreindtagelsen kan ved årets slutning medføre at en nedskrivning af investering i joint venturet blive aktuel.
Med venlig hilsen
Danionics A/S
Yderligere information:
Henning O. Jensen, administrerende direktør, tlf. +45 70 23 81 30
